Utak er de armes løn

Omsorgsarbejde er det arbejde, der gør alt andet arbejde muligt. Du bliver bare ikke forfremmet af det, og du kan heller ikke se det på din lønseddel. Tværtimod. Men hvad er arbejdet værd – og hvad tæller som arbejde? Emma Holten skriver om værdien af usynligt arbejde.  
 

Den mest stressede gruppe på det danske arbejdsmarked er de mennesker, der står udenfor det. Allerede i 2018 konkluderede Den Nationale Sundhedsprofil, at hele 47% af alle mennesker, der stod udenfor arbejdsmarkedet, havde et højt stressniveau.  
 
Arbejdsløshed er ikke bare en økonomisk tilstand, den er eksistentiel. Til fester og middage er spørgsmålet »Hvad laver du?« blevet en stand-in for »Hvem er du?« Og at være uden for det traditionelle, lønnede arbejdsmarked opfattes som et nederlag, måske det største af alle. I forbindelse med offentliggørelsen af Den Nationale Sundhedsprofil udtalte daværende centerchef for Psykiatrifonden Anne Lindhardt: »De [arbejdsløse, red.] får en følelse af, at de ikke duer til noget, at de ikke kan bruges af andre, så de mister en stor del af deres identitet og troen på egne evner. Det er den direkte vej til dårlig mental sundhed.« 
 
Det omfattende ubehag og mindreværd, som Lindhardt her beskriver, er forbundet med en kulturel fortælling om, hvad vores status på arbejdsmarkedet siger om, hvem vi er som mennesker. Uforvarende har vi fra fødslen fået skudt ind i blodårerne, at den løn vi får på arbejdsmarkedet, afspejler den værdi, vi skaber for samfundet. Den slutning ser vi allerede hos økonomen John Bates Clarke, der i 1899 sagde: »Fordelingen af indkomst i samfundet er kontrolleret af en naturlov, og denne lov … vil give hver producerende agent den mængde velstand, som den agent skaber.« Og den har domineret menneskets relation til arbejde lige siden – om ikke før. Dermed må ingen løn være lig med ingen værdi, og høj løn være lig med høj værdi. Dén økonomiske antagelse er sidenhen blevet modbevist af massevis af økonomer. I 2014 skrev de tre økonomiprofessorer Thomas Barnebeck Andersen, Peter Sandholt Jensen og Nikolaj Malchow-Møller fx følgende i Dagbladet Information: »Vi ved egentligt ikke, hvem der virkelig er sin løn værd.« Men fortællingen om, at et menneskes indtægt afspejler deres bidrag til samfundet, lever stadig i bedste velgående i vores kultur. 

Usynligt arbejde og kollektive succeser

Ideen om, at løn og værdi stemmer overens, påvirker vores selvfølelse. Det er værd at undersøge den følelse i os selv og forstå, hvordan vores selv egentlig er bundet op på arbejde. Når vi finder ud af, at en ven tjener mere, end vi gør, hvad er det så, vi finder ud af? Reelt, siger de tre økonomer, intet. For løn får noget, der rent faktisk er kollektivt, til at fremstå som om, det kan måles individuelt. Langt, langt de fleste af os er på arbejdspladser, hvor der er mere end én person ansat. Vi diskuterer, arbejder sammen, deler opgaver og hjælper til. Hvem ved egentlig, hvem der skaber hvilken værdi? Hvem kunne skabe noget som helst af værdien alene? 
 
I 2022 udgav den danske økonomiprofessor Lise Vesterlund sammen med professor-kollegerne Linda Babcock, Brenda Peyser og Laurie Weingart bogen Nej-Klubben, der viste noget, mange havde haft på fornemmelsen. Der var en masse vigtige men usynlige opgaver på arbejdspladsen, som nogen skulle lave, men som ingen rigtig var ansat til og fik anerkendelse for. Det kunne være at onboarde nye ansatte, hjælpe en kollega i tidsmangel, tage sig af sociale arrangementer eller sidde i trivselsudvalg. De kaldte aktiviteterne »ikke-forfremmende« opgaver. Man kan kalde rigtig meget af det for »omsorgsarbejde«, altså arbejde, der har at gøre med at tage sig af andre mennesker eller sørge for, at de får det bedre.  
 
Omsorgsarbejdet er det arbejde, der gør alt andet arbejde muligt. Men det er også usynligt. Forfatterne bag bogen viste, at særligt de kvinder, der udøvede det, blev straffet karrieremæssigt for det. Det fortæller os noget interessant om værdi. Vi er så dårlige til at se det klart, at vi ender med at straffe de mennesker, der virkelig er brug for, når det hele skal hænge sammen. Arbejde er ikke en isoleret handling, det er en relation, der gør noget muligt for andre. En arbejdsløs, der lægger tiden på at drage omsorg for sine venner, en sekretær, der gør det muligt for en topchef at jonglere mange bolde i luften, en praktikant, der sørger for at alle enderne hænger godt sammen til et arrangement, eller en person, der lige får købt fødselsdagsgave til en på kontoret. Alle disse ting skaber værdi, en værdi, der er svær at indfange.  
 
I den offentlige danske debat har vi en tendens til at adskille økonomi og kultur som to separate fokusområder. Men den måde, vi taler om økonomi på, er i den grad forbundet til vores sociale forhold til hinanden og os selv. Økonomiske teorier om arbejde kan få nogle til at føle skam, andre stolthed, hive nogen ned, bringe andre op. Når vi ser løn som en afspejling af den enkeltes værdi, så forblænder det os, og gør det sværere for os at tale om den relationelle værdiskabelse for samfundet, som den enkelte person rent faktisk præsterer. For at indfange den, skal vi bruge en helt ny måde at se på arbejde på.  
 
Det kan tynge og stresse os som ind i helvede, når der videregives nedsættende narrativer om os. Når vi føler os værdiløse eller oversete. Men man kan ikke opgøre, hvem der er værdifuld, ved at skele til prisen på deres arbejdskraft, eller om de lykkes med at sælge den. At finde ud af hvilke aktiviteter, der virkelig skaber værdi, er måske det ægte arbejde, vi alle skal i gang med nu. Rigtig god festival, og rigtig god arbejdslyst.