Kønnets pris

Hvordan kan vi få kvinderne med i filmhistorien, uden at det repræsentationspolitiske skygger for kunsten? Rasmus Brendstrup giver her sit bud, når han retter rampelyset mod en række af de mest spektakulære, men ukendte kvindelige filminstruktører. 

For nogle år siden arrangerede Cannes-festivalen et gruppefoto i anledning af festivalens 70-års fødselsdag – alle de hidtidige vindere samlet. Mænd. Mænd. Mænd. Den dengang eneste kvindelige Guldpalme-vinder, Jane Campion, sad tilmed placeret direkte foran Roman Polanski, der er omtrent lige så upopulær i ligestillingskredse, som Margaret Thatcher er blandt minearbejdere. Fra årets vært Isabelle Huppert lød det senere på scenen: ”70 år med Cannes, 76 Guldpalme-vindere. Kun én er gået til en kvinde. Ingen kommentarer.”

Festivalens ufrivillige fejring af en blind vinkel fik sit eget liv i medierne og blev mange steder hovedhistorien. Men fodfejlen viste sig også at få en konstruktiv effekt. Brancheorganisationen Le collectif 50/50 søsatte et køns-charter og året efter et fokuseret PR-stunt – atter på den røde Cannes-løber – der adresserede den historiske ubalance. Denne gang var mændene pillet ud af billedet, og man samlede filmindustriens stærke kvinder. Løsningen frem for problemet.  

Trygt hjemme i vores hamsterhjul kan vi nikke eller hovedryste efter temperament. Men den blinde vinkel er ikke blevet afskaffet ved et trylleslag. Hvem ville du selv smide ind i pantheon’et til Kubrick, Scorsese, Hitchcock og de andre rødder, hvis du ønskede kvindelige filminstruktører ligeværdigt repræsenteret? Selv de indiskutabelt store kvindelige instruktører har lavet færre indiskutable hovedværker end ronkedorerne. Årsagerne til skævvridningen er systemiske og historiske.

Men måske er formidlingspræmissen forkert: Relativiseringen, altså den direkte m/k-sammenligning. Hverken kvalitet eller kvantitet er begreber, der kan ses som 100 procent løsrevet fra produktionsbetingelser, normer og herskende retorik. Vil man fortælle en anden historie end den etablerede, skal man turde være partikulær. 

Tag fx franske Alice Guy-Blanché (1873-1968). Hun var ikke bare var den første kvindelige filminstruktør nogensinde, men producerede og instruerede også en lang række succesfulde film. Hun foregreb surrealismen helt tilbage i 1896 med sit syrede eventyr ’Feen i kålen’, som senere blev skamløst kopieret af andre. Og hendes samfundssind skinner igennem i den ironiske cross-dressing-komedie ’Feminismens resultater’ fra 1906.

Hun rejste senere til New York og grundlagde sit eget filmselskab. Guy-Blanché var en ægte verdenskvinde. Men hendes film blev aldrig samlet ind til bevaring, og i opslagsværker er hendes film blevet tilskrevet alle mulige andre. En ny dokumentar om hendes liv og kunst, ’Be Natural’, afslører disse synder – men også hvor visionær hun var. 

Endnu en af de centrale figurer i Hollywoods historie er ukendt for de fleste. Dorothy Arzner (1897-1979) skabte sin egen vej i Hollywood via manuskriptafdelinger, klipperum og assistentjobs. I 1927 instruerede hun Paramount-studiets allerførste lydfilm og opfandt til formålet den boomstangs-mikrofon, der siden har svævet over alle de stjerner, du har set på film. 

Arzner var den eneste kvindelige instruktør i Hollywood fra 1927 til 1943 – og hun er stadig den kvindelige instruktør, som har lavet flest spillefilm: 17 styks. Og hvis vi skal bevæge os væk fra det kvantitative og kønsrelative: Arzner nød at genfortolke eksisterende værker, så skurken blev til offer. Hun vinklede historierne, så kvindefigurerne fik selvstændighed, og hun underminerede billedet af den monogame og heteroseksuelle ægteskabsinstitution som det eneste saliggørende. Men hånden på hjertet: Kendte du hendes navn?

Her er en endnu vildere ener: Ida Lupino (1918-95). Hun var en feteret skuespiller i 1940’erne, men hadede sine dulle-roller af et godt hjerte. Hun ville selv skrive og instruere. Lupino fik udkastet til sin første film smidt tilbage i hovedet – en teenage-graviditets-problemfilm, der vovede at kritiserede forældrene! Men Lupino var lynskarp. Hun gik til medierne og roste offentligt de mandlige censorer for deres klarsyn, filede lidt på manuskriptet – og lavede så en lige så kritisk film, ’Not Wanted’. Nu med bossernes billigelse. 

Op gennem 50’erne var Lupino den eneste kvinde med instruktørstol i Hollywood. Hun behandlede stigmatisering af enlige mødre, fysiske handicap, bigami, voldtægt, sexisme. Hun lancerede sine værker som B-film med titler som ’Jeg er bigamist’ og ’Hun solgte sin datter’, for det var i den spekulative lavbudgetfilms domæne, at hun kunne få størst kunstnerisk frihed.  

Ikke desto mindre havde Lupino både dødsforagt og sensitivitet i sig: Hun var fænomenalt empatisk i sine film og velartikuleret udenfor. Men når man i dag googler ”statue of Ida Lupino” får man søgeresultater som ”Actor James Stewart with statue in hand together with Ida Lupino.” 

Der sker noget med retorikken i kønsdiskussionen i disse år. Måske også med bevidstheden. For ti år siden ville jeg ikke selv have studset over en overskrift som ’Kvinder i kunsten’ eller ’De 10 største kvindelige instruktører’. Nu lyder det som negle mod en skoletavle, når en festival (eller et museum, et forlag, etc.) eksplicit eller implicit sætter køn over indhold. 

Det føltes lidt som et uigenkaldeligt farvel til han-elefanternes totaldominans, da producenten Harvey Weinstein gik ned i slowmotion med samme elegance som luftskibet Hindenburg – omspændt af metoo-flammer. Det var i 2017, få måneder efter Cannes-festivalens selvmål med gruppefotoet. Og der lød et lettelsens suk i 2021, da Julia Ducourneau blev den anden kvinde til at vinde Guldpalmen for ’Titane’, en radikal og kønsdiskuterende sexploitation-film. ”Nu er der ikke flere fyre, der vinder. That’s it. Det bliver kun kvinder, fra nu af,” udtalte Jane Campion. Men i år var der statusmøde på den franske sydkyst igen: 22 instruktører i hovedkonkurrencen. Fem kvindelige kandidater. Endnu en mande-palme. 

Men på positivsiden: Filmene er blevet til, og de er blevet udvalgt. De er blevet set, kritisk vurderet og diskuteret i offentligheden. På den måde giver festivalprojektørerne trods alt kvinderne et kraftigere lys end det, der blev Guy-Blanchet, Arzner og Lupino til del.  

Campion vandt selv sin anden Oscar tidligere i år for ’The Power of the Dog’, og hun mener, at der sker forandringer: ”Ingen siger længere, at noget er for svært for kvinder. Berlinmuren er væk, og den kommer ikke tilbage.” Jeg er ikke helt sikker på, at Campion har ret. Men på visse områder blomstrer den egensindige kunst stadig friere og vildere. Det bedste, vi andre kan gøre for at holde processen i fart, er at give kunstnerne det fokus og den formidlingsmæssige omsorg, værkerne fortjener. Helt partikulært. Vi kan jo starte med dette års Cannes-navne, når deres film forhåbentlig kommer op i de danske biografer – navne som Kelly Reichardt, Valeria Bruni-Tedeschi, Claire Denis og Charlotte Vandermeersch.