»Jeg kan ikke komme i tanke om noget, der har formet Danmark mere end landbruget«

Selvom de fleste af os i dag lever som moderne bymennesker, er Danmark stadig et bondesamfund. Det mener formand for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard. Alexander Rich Henningsen har talt med ham om de paradokser, landbruget står over for i en tid med natur- og klimakriser.

Når man er en klimabekymret, økologispisende bybojournalist, kan det føles lidt ambivalent at skulle interviewe Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer, om landbrugets rolle i det danske samfund. Set fra min, det vil sige en arketypisk Golden Days-festivalgængers, synsvinkel er landbruget på mange måder lig med den ødelæggelse af naturen og de klimaforandringer, der er godt i gang med at undergrave vores eget livsgrundlag her på jorden. Problemerne er uomgængelige. Det danske drikkevand er i krise, tiltagende forurenet af pesticider iblandet PFAS. Den danske natur er i krise, trængt tilbage af intensiv dyrkning af mere end 60 % af det danske areal. De danske fjorde, sunde og bælter er livløse af iltsvind, primært forårsaget af landbrugets udvaskning af store mængder kvælstof. De danske kyster er truet af stigende vandstande forårsaget af de klimaforandringer, som landbruget spiller en stor rolle i at skabe – blandt andet på grund af en stor animalsk produktion. 

Men Golden Days er vel også det, Inger Støjberg ville kalde en københavnsk salon. En supersalon nærmest, hvor mennesker, der ikke arbejder med noget, man får beskidte fingre af, kan rende rundt inde i byen og drikke naturvin og spise pindemadder uden at ane en fløjtende metanfis om, hvordan hverken vinen eller brødet, osten eller pølsen på pindemadden bliver frembragt. Det er så nemt at skælde ud på landbruget. Men når man skælder ud på landbruget, skælder man også på en måde ud på sig selv. I hvert fald skal man huske, at Danmark har dybe historiske rødder som bondesamfund. At vi alle er bønder. Går man blot et par generationer tilbage, myldrer det frem med landmænd i de fleste danskeres ophav. Vores moderne liv – også det veganske, skraldesorterende liv inde i byerne – bygger på et fundament af bondekultur. Måske er vi nødt til at gøre os det klart, hvis vi i fællesskab skal formå at bringe landbruget med ind i en fremtid, hvor biodiversitets og klimakrise skal håndteres? At erkende, at vi alle er landbrugere. Uanset hvor stor modstander man er af landbruget og dets produktionsmetoder, kan vi jo ikke rigtig undvære det. Alle mennesker skal spise. 

Søren Søndergaard, formand for landbrugets interesseorganisation Landbrug & Fødevarer, mener i hvert fald, at det faktum, at stort set samtlige danskere har en fortid som bønder, er overset. Landbruget er mere end blot fødevareproduktion. Det er også kultur. Det har historisk været med til at definere vores samfund og demokrati. For eksempel var det blandt bønderne, at nogle af de mest betydende progressive bevægelser i kølvandet på oplysningstiden opstod. Bevægelser, der i høj grad har skabt det Danmark, vi har i dag. 

»Jeg kan ikke komme i tanke om noget, der har formet Danmark mere end landbruget. For mig handler det også om det stærke fællesskab, vi har, og som er vores samfunds store styrke. Det er vokset ud af andels- og højskolebevægelserne fra slutningen af 1800-tallet. Det er jo bondebevægelser. Det synes jeg godt, vi kunne tale lidt mere om. Jeg prøver at fortælle det videre til mine børn.« 

På en måde er negligeringen af landbruget forståelig. I dag arbejder anslået blot 125 tusind mennesker i landbruget i Danmark. Det er forsvindende få. Men kigger man på det danske samfunds udvikling i et længere perspektiv, er landbrugets rolle enorm. Nogle af de største reformer i Danmarks historie havde med landbruget at gøre. I takt med at oplysningstænkningen vandt frem, og Danmark gik i en demokratisk retning, blev behovet for ændringer i ejerforholdene af landets jorde presserende. Det virkede ikke længere som nogen god idé at have fæstebønder uden egen jord og uden ret til at rejse væk fra det gods, hvor de var født. Borgerrettighederne startede i høj grad som bonderettigheder her i landet, da man i slutningen af 1700-tallet gennemførte de store landboreformer. 

Sagt lidt flot var implementeringen af oplysningstidens tanker om ligeværd og demokrati altså i høj grad noget, der foregik i landbruget. Det var her, oplysningstankerne fik deres konkrete udtryk. Forståeligt nok, eftersom landbruget var det erhverv, hvor et markant flertal var beskæftiget dengang i 17- og 1800-tallet. 

I dag er situationen en helt anden. Landbrugets almægtige rolle er erstattet af en rolle som et lille, ydmygt bidrag til landets BNP. Samtidig har erhvervet massive problemer med at få tingene til at løbe rundt. Gælden er tårnhøj, bedrifter lukker eller bliver slået sammen i større og større enheder. Som alle andre dele af økonomien er også landbruget blevet en del af en globaliseret konkurrenceøkonomi. Man er næsten blevet ramt lidt i nakken af sin egen evne til at optimere produktionen. Pludselig vænnede alle sig til, at maden var rigelig og relativt billig – og man så måske ikke, at der følger en regning i form af trængt natur og klimaforandringer med. Den regning kommer så nu. 

Søren Søndergaard ser det dog ikke som en forfaldshistorie. Det er helt klassisk, at landbrugets rolle ændrer sig. Landbruget har historisk haft en stor innovationskraft, forklarer han. Det er derfor, så få mennesker kan producere mad til millioner. Landbruget har førhen bidraget positivt til at bringe Danmark videre – ud af svære situationer. Det kan det også gøre igen, mener han. 

»Da min tipoldefar gik og dyrkede de samme arealer, som jeg dyrker nu, var det i en tid, hvor det største problem var fødevaremangel. Det var derfor, man opdyrkede Danmark. Da vi mistede Sønderjylland, kunne vi pludselig ikke brødføde os selv. Det tog så et par generationer at opdyrke landet,« forklarer Søndergaard og fortsætter: 

»I dag har vi et andet problem. Vi er mere end selvforsynende med fødevarer, men vi mangler noget mere natur og en større biodiversitet. Derfor er det helt naturligt, at man gør noget for at ændre den situation. Men vi skal se det som en samfundsopgave – ikke bare landmændenes opgave. Og vi skal være forberedte på, at det ligesom dengang kommer til at tage lidt tid.« 

Igen: Samfundet og landbruget er sammenhængende størrelser. Samfundet er også de 125 tusind ansatte i landbruget og – ikke mindst – de knap to tredjedele af landet, der er opdyrket. Så hvordan får vi øget mængden af natur i Danmark? Hvordan får vi landmændene væk fra at dyrke de lavbundsjorde, der i uopdyrket tilstand ville binde tonsvis af skadelige klimagasser – og fungere som levesteder for truede arter? 

Dét er spørgsmålet. Helt konkret er den danske stat så småt i gang med en omfordeling af jorden – lidt i stil med de jordreformer man kender fra tidligere. Når man kigger på landbrugsjorden med klimaøjne, er der nemlig nogle ret betydelige ændringer, der fremstår som uomgængelige. 

Lige nu består syv procent af landbrugets arealer af lavbundsjorde – svarende til 171 tusind hektar. Lavbundsjordene står alene for omkring 50 % af CO2-udledningen fra landets dyrkede arealer ifølge Danmarks Naturfredningsforening. Klimarådet anslår, at i 2018 udledte de dyrkede lavbundsjorde 4,8 millioner tons CO2 – svarende til over to tredjedele af den danske personbilpark. 

Der er altså nogle virkelig store gevinster at hente, hvis man stopper med at dyrke netop de jorde, der ellers ville kunne binde store mængder kulstof. Både i Tørkepakken fra 2018, Finansloven fra 2020 og Aftalen om grøn omstilling af dansk landbrug fra 2021 afsatte den danske stat midler til at udtage lavbundsjorde fra dyrkning. Det skal blandt andet ske gennem multifunktionel jordfordeling. Det kan groft sagt beskrives som en slags puslespil mellem forskellige lodsejere i et område, hvor deltagerne køber og sælger jord til og fra hinanden på samme tid – med det offentlige som mægler. På den måde kan man få taget lavbundsjorde og naturfølsomme områder ud af landbrugsdrift. Indtil videre er der afsat 2,6 milliarder kroner til udtagning af lavbundsjorde. Ifølge Landbrugsstyrelsen rækker midlerne til udtagning af godt 88 tusind hektar ud af de i alt 171 tusind, der dyrkes i dag. Indtil videre er der igangsat udtagning af godt 30 tusind hektar. Som Dansk Naturfredningsforening har bemærket: 2,6 milliarder er en pæn slat, men der skal meget mere til. Hvis vi skal nå vores klimamål, skal alle lavbundsjorde – ja langt mere areal end det lavbundsjordene dækker – tages ud af produktion. 

Der ér altså store, strukturelle ændringer i gang for dansk landbrug. Det går dog ikke så hurtigt, som det måske burde, når vi står midt i en galopperende klima- og biodiversitetskrise. 

Det landbrug, der har spillet en så usigeligt stor rolle for det danske samfund – også kulturelt – bevæger sig således måske i en takt, der ikke passer til tidens udfordringer. Naturens cyklus i Danmark, som landbruget i så mange århundreder har eksisteret i takt med, er selvsagt også forbundet til en større cyklus, en global klima- og naturkrise, som vi som land er forbundet med og prisgivet. Kan det danske landbrug virkelig gå ind i en klimakrisefremtid og fastholde samme store, uomgængelige rolle for det danske samfund, som man har indtaget førhen? Det mener Søren Søndergaard, at det kan: 

»Jeg er optimistisk på landbrugets vegne. Landbruget er ikke længere blot fødevareproducent, det er også en energiproducent, og vi kommer til at spille en stor rolle i den grønne omstilling. Det er på landet, at solcelleparkerne og vindmøllerne står. Det er også på landet, at satsningen med CO2-fangst kommer til at foregå.«