Hvor mange gange kan et menneske egentlig logge ind?

Omringet af skærme, adgangskoder i hobetal, headsets, chats med quality managers og Paradise Hotel finder Maya Tekeli det, hun leder efter: Et menneske med et selverklæret kedeligt job. 

Et kvarter før Nathaniel Peddie mødte på arbejde, var han vågnet i kælderen i et rækkehus i Nivå. Her bor han sammen med sin far og søster og har sit eget værelse i kælderen ved siden af vådrummet. 

»Jeg kommer ud og åbner om lidt, jeg har lige en kunde i telefonen,« skrev han i en sms, da jeg kom en time for sent til arbejdsdagen. 

Et par dage forinden havde jeg gennem sociale medier efterlyst en person, der havde et virkelig kedeligt arbejde, som jeg kunne forsøge at sætte mig ind i. Jeg fik beskeder fra IT-medarbejdere i Skattestyrelsen, flere former for embedsmænd og generelt mennesker, der hver dag møder ind på et kontor, hvor de får otte timer til at gå med opgaver, der angiveligt skulle tjene det samfund, vi lever i.  

Blandt de mange, fik jeg en besked fra Nathaniel.  

»Jeg sidder i mine forældres kælder og arbejder i kundeservice for en stor internethandelsvirksomhed (som han af kontraktuelle årsager ikke må navngive, red.) uden kollegaer. Hvad vil du spørge om, brotha?«  

Det vækker altid syrede associationer hos mig, når jeg tænker på mennesker, der sidder foran en computer i deres forældres kælder, men min interesse blev vakt ved tanken om, at en ung dansk mand, arbejdede for en gigantisk amerikansk virksomhed hos sine forældre i Nivå.  

Jeg ringede til Nathaniel, der forklarede, at han, indtil hans mor for nyligt flyttede ud af huset, ikke skulle mere end et par skridt væk fra sengen i kælderen og hen til skrivebordet for at påbegynde arbejdet, men at den frigivne plads i soveværelset på 1. sal havde opgraderet ham fra kælder- til kontormedarbejder. 

Da jeg var i start-20’erne arbejdede jeg i telemarketing for en række NGO’er. Først som fundraiser hos UNICEF Danmark, senere som salgskonsulent og teamleder hos Forbrugerrådet Tænk. Som det tit bliver parodieret, var en stor del af glæden ved at gå på arbejde det kollegiale fællesskab, der på latterlig vis opstår mellem os, der ringer og forstyrrer befolkningen og forsøger at få dem til at sige ja til et tilbud.  

Arbejdet i den interne kundeservice hos Forbrugerrådet var ikke ret anderledes end telefonsælgerjobbet, men til forskel for det opsøgende salg, kan jeg huske, at jeg meget af tiden bare sad og ventede på at blive skældt ud. Men i det mindste havde jeg kollegaer og en fastansættelse i den virksomhed, jeg forsøgte at gøre folk glade for.  

»Du kommer bare,« sagde Nathaniel i telefonen, da jeg spurgte om lov til at tage med ham på arbejde.

Fuglene kvidrede i Nivå, mens Nathaniel gjorde sit opkald færdigt. Jeg googlede Foundever, som er den virksomhed, han i september blev ansat i, mens jeg ventede. Foundever er privatejet og tilbyder kundeservice, salg og teknisk support for virksomheder, der ikke gider gøre det selv.  

I Forbes Magazine kunne jeg læse, at virksomheden har skiftet navn et par gange, senest fra Sykes i 2022, efter en af deres kunder desværre blev offer for en mystisk hackergruppe, der lykkedes med at få adgang til en konto hos en af Sykes’ medarbejdere i Costa Rica. 

Man må gå ud fra, at man hos Sykes vurderede, at det ville være godt med en rebranding. Hvorfor de lige valgte Foundever er svært at forstå. 

Før jeg nåede at læse mig rigtigt ind i sagen, åbnede Nathaniel døren og beklagede ventetiden. Han slog mig straks som et mildt og udadvendt menneske, meget modsat min forestilling om mennesker, der har job i en kælder. Han bar store, tunge briller og en t-shirt med et billede af de små, grønne, treøjede legetøjsrummænd fra Toy Story på. Han havde også mullet. 

»Det var en dame, der ringede ind, fordi hendes søn havde problemer med en kompressor, han havde bestilt,« sagde han og bød mig indenfor. 

Jeg spurgte, hvad en kompressor var, og hvad proceduren for den problematiske kompressor endte med at blive. Det første forvirrede os begge, og det sidste havde Nathaniel ikke fundet ud af endnu.  

»Jeg kunne ikke komme ind og kigge på kontoen, fordi det var moren og ikke sønnen, der ringede, og så måtte jeg ikke gå ind og kigge på kontoen,« sagde han. »Det var noget med at beskytte kundens informationer.« 

Nathaniel viste mig ind i køkkenet, hvor han tilbød mig en kop Nescafé i en blå kop med et grafisk fingeraftryk, som, jeg senere ville finde ud af, var Foundevers logo. Jeg studsede over valg af logo i kontekst med deres uheldige forhistorie.  

Mens han viste mig sin gamle arbejdsplads i kælderen og trappen op til hans nye kontor, fortalte Nathaniel mig, at han var 21 år gammel og gik ud af gymnasiet i 2021, hvor han fik job som pædagogmedhjælper og rejste lidt rundt i verden. Det sidste ville han ønske, han kunne gøre hele sit liv, men han vidste også, at den slags kræver økonomi, som man må hente gennem et arbejde.  

»Jeg søgte jobbet, fordi jeg havde lært meget som pædagogmedhjælper og gerne ville prøve noget nyt og møde nogle nye mennesker,« sagde han. Jeg hældte Nescafé op i koppen og spurgte, hvordan det var gået med det.  

Nathaniel tøvede.  

»Jamen jeg havde jo læst, at de havde åbnet deres hovedkontor i Danmark inde ved Sluseholmen i København, og jeg syntes også, det passede rigtig godt med mine planer om at flytte derind,« fortalte han. 

»En uge før jeg skulle starte, fik jeg så at vide, at jeg skulle arbejde hjemmefra.« 

I et forsøg på at være positiv sagde jeg, at det da lød meget fedt at slippe for at sidde på et grimt åbent kontor med bordtennis og glasruder, der som regel følger nye virksomheder.  

»Så kan du jo arbejde, hvor du vil,« tilføjede jeg naivt.  

Nathaniel svarede, at det at arbejde hjemme for Foundever betød, at man absolut ikke måtte forlade sit hjem.  

»Man må ikke forlade den computer, man arbejder ved, og du er koblet på en VPN, du kun kan tilgå i dit hjem,« sagde han.  
 
Der stod et skrivebord, en kontorstol, en tom tallerken og to computere på Nathaniels nye kontor. Den ene computer havde Foundever sendt til ham. 

Den anden, bærbare var hans egen. 

»Jeg er lige begyndt at se Paradise Hotel sæson 8. Det er ikke noget, jeg er stor fan af, men jeg fik det anbefalet af en ven for nylig, og der er jo meget tid, der går med at sidde og glo i det her job alligevel.« 

Jeg nikkede.  

»Vil du ikke vise mig, hvordan du hjælper dine kunder?« spurgte jeg. 

Nathaniel forklarede mig, at han i september var på et flere uger langt kursus om, præcis hvor vigtig kundeservice er for den store internethandelsvirksomhed, som han af kontraktuelle årsager ikke kan navngive, selvom de i 2022 fyrede over halvdelen af deres medarbejdere i den afdeling og outsourcede det til ham og hans kollegaer.  

Før Nathaniel kan sidde og glo eller se Paradise Hotel, mens han venter på opkald, skal han logge ind i alle Foundevers interne systemer. Han loggede for min skyld ud og gentog den langsommelige proces, så jeg fik en autentisk oplevelse.  

Først loggede han ind på sin VPN, så i det interne skemalægningssystem, så i det interne læringssystem, derefter i det interne evalueringssystem, på sin Foundever-mail, sin interhandelsvirksomheds-mail og et endnu et internt system, hvor medarbejdere kunne chatte med hinanden. 

Det føltes som om, tiden stod stille.  

Da Nathaniel 10 minutter efter havde tastet sit brugernavn og forskellige adgangskoder ind sammenlagt 12 gange, fandt han to forskellige små bippere frem og trykkede på dem for at anmode om endnu flere koder til de sidste to log-ins. 

Nathaniel virkede selv udmattet, da han åbnede oversigten over de forskellige chatgrupper i deres interne kommunikationssystem. 
 
»Vi har to chefer, som du kan se, jeg skriver med her,« forklarede han.  
 
»Det her er en quality specialist, som går ind og lytter til optagelserne af vores telefonopkald og analyserer dem, og som du kan se, skriver hun til mig nu, for at høre om alt fungerer i mit interne system.«  

Jeg nikkede, selvom jeg havde svært ved at rumme mere information om interne systemer.  

»Vi har også en chat for akutte problemer her, og en chat vi brugte, mens vi blev oplært i systemerne, og så er der en, hvor vi fejlmelder og her er en, hvor vi stiller spørgsmål,« forklarede han, mens der tikkede beskeder ind fra kollegaer.  

»Her er så en chat, vi skulle bruge til at hyggesnakke og planlægge sociale arrangementer med hinanden,« sagde han.  

»Den bliver ikke brugt så meget.« 

»Mange af vores kollegaer sidder jo i Serbien og tager de internationale opkald, så dem ser jeg ikke,« sagde han.  

Underligt nok sidder en stor andel af de danske medarbejdere helt specifikt i Ringsted, hvor mange af de danske kunder hos den store internethandelsvirksomhed uforklarligt befinder sig.  

»De kan bare godt lide dimser i Ringsted,« sagde jeg og spurgte, hvor tit han ser kollegaerne derfra. Sidst var i januar til et pizzaparty, der også var blevet afholdt for at fejre, at medarbejderne i sin tid havde klaret sig igennem et kursus om den gode kundeoplevelse.  

»Vi har en sommerfest på fredag i Sluseholmen,« fortalte han med lidt mere energi i stemmen.  

»Jeg er lidt i tvivl, om jeg tager afsted,« sagde Nathaniel, før telefonen ringede.  

Jeg mærkede min puls for første gang, siden vi loggede ind.  

Gennem hans headset kunne jeg høre, at Nathaniel havde fået kontakt til en midaldrende herre, der havde forsøgt at bestille noget, han kaldte for et »termination tool« fra V-Max serien, men som desværre ikke var ankommet.  

Jeg skævede hen mod den bærbare computer med Paradise Hotel på, mens Nathaniel begyndte at sige ting som »account closure«, »options« og »global store«.  

Det var svært at afgøre, om jeg kedede mig, eller om jeg var ved blive stresset over det pludselige arbejdspres, Nathaniel stod overfor.  
 
Da han lagde på, sagde han, at det som regel er de samme sager han sidder med. En pakke er ankommet ødelagt, en vare er gået i stykker efter et halvt år, eller en kunde kan ikke logge ind på sin Prime Video-konto for at se en tv-serie.  
 
Et repetitivt men også forudsigeligt og low risk arbejde.  

Tiden var gået meget hurtigere end jeg havde troet, klokken slog kvart i 12 og Nathaniels 35 minutters pause gik i gang.  

Nathaniel hentede sit vasketøj, og vi fulgtes ned i kælderen til vådrummet ved siden af hans gamle kontor. 

»Kan du egentlig godt lide det her arbejde, Nathaniel?«  

Jeg havde haft behov for at stille ham det spørgsmål, siden jeg ankom, for selve mandens væsen og drømme stemte meget dårligt overens med at logge ind i systemer og have headset på hele dagen.  

»Nej, det kan jeg ikke, men jeg tror, at det er de færreste, der elsker deres arbejde,« svarede han prompte.  

»Jeg gør det for at leve. Jeg synes sgu, det er lidt kedeligt,« sagde han og holdt en pause fra at smide tøj i vasken og kiggede op på mig.  
 
»Det er sgu ikke særlig givende.« 

Han smed sokker ind i vaskemaskinen.  

»Men en eller anden dag, så kommer vi nok alle sammen til at skulle arbejde for sådan nogle store virksomheder,« sagde han.  

Han smilede, da han fortalte mig, at han havde tænkt sig at sige op efter sommer.