How to queen

Man fødes ikke som en queen, man gør det. Med attitude og mimik –med handling og holdning. Og i stadig opposition til normerne. Men hvad vil det sige at være en queen? Chantal al Arab og Lars Henriksen taler om camp, queerliv og hovedstadens transformation til en by, der er en dronning værdig.

Københavnere suser forbi os på hurtige cykler, og som de smiler mod os med deres solkyssede kinder glemmer vi et øjeblik, at queens ikke altid har kunne bevæget sig gennem byen med den selvfølgelighed de gør i dag. Det er netop det, vi taler om, som vi drejer ned ad Pilestræde.  

Med en begejstret håndbevægelse peger Lars mod en af gadens facader og fortæller om én af dem, der mestrede kunsten at være en queen længe før Chantal selv, fandt sig til rette i øreclips og officershæle. Det var her, den joviale undernotar Frederik Philipsen boede. Han omtalte muligvis aldrig sig selv som bøsse, og på trods af at han i sin ungdom havde boet i London, har vi heller ikke kunne finde indikationer på, at han har kaldt sig selv for queen. Dog bør han vække vores opmærksomhed, for han giftede sig aldrig, og i et samfund hvor ægteskabet for de fleste var en selvfølge, bør en ungkarl altid tiltrække bøssehistorikerens nysgerrighed. Desuden havde han en forkærlighed for udklædning og optrædener, der for os markerer ham som en queen.  Allerede i 1860’erne havde han ved opførelsen af et teaterstykke i Studenterforeningen lært sig at synge med fistelstemme til publikums begejstring, og efter studentertiden musicerede han fortsat ved selskaber i hjemmet, udklædt som operasangerinde og diverterende med sopranarier af Verdi og Rossini. Han beskrives med embonpoint og med en stemme, som glimrer ved såvel skønhed som særegenhed i udførelsen – men hvor vigtigt er i øvrigt også register eller krinolinens pasform, så længe en optræden leveres med et koket glimt i øjet?

Frederik Philipsen hjælper os med at udforme vores første læresætning om at være en queen. At være en queen er først og fremmest noget du gør, og attitude går forud for alt andet.

Mens billedet af en mandhaftig operasangerinde falmer for vores indre øje drejer vi ad Antonigade om ad Kristen Bernikows Gade og passerer over Magasintorvet, hvor i sin tid Politikens første redaktion havde til huse på hjørnet af den nu nedrevne Integade og Østergade. Vi kigger op, og dermed er vi på sporet af endnu en queen. Her i Lille Kongensgade delte forfatteren Herman Bang en lejlighed med journalisten Christian Houmark. Særligt Herman Bang minder os om, at det campede skaber en klangbund i tragediens betydningsunivers, og at rigtige queens evner at ophøje det fallerede til det sublime ved et tryllestrejf. Da Herman Bang var blevet erklæret en umulighed som dansk gesandt på Island fejrede han nederlaget med en festmiddag på Á Porta, byens fineste restaurant på hjørnet af Kongens Nytorv og Lille Kongensgade, og da han og Houmark senere samme aften blev jaget op i et hjørne af en gruppe bøller, afværgede Bang katastrofen ved, i teatralsk positur at træde frem foran Houmark og udbryde: ”Skån os, vi er fra provinsen”, hvilket fik bøllerne til at knække sammen af grin. En episode, der tørt fik ham til at bemærke, at det egentlig var påfaldende at man havde afvist ham som diplomat.

Vi bliver enige om vores anden læresætning om queens. Der er en dobbelttydighed i den galgenhumor, som danner grundlaget for camp. Humoren er forsvarsvåbnet for den, der ikke mestrer eller ønsker at kæmpe med næverne, og således en overlevelsesstrategi i lige så høj grad, som den er underholdning. Når queens sætter det, der ved første øjekast forekommer som en svaghed til skue, hæver de paraderne, for når man griner af noget eller med nogen, kan det jo hverken være farligt, smertefuldt eller fremmed.

Og der har været god brug for at kunne får andre til at trække på smilebåndene. Indtil for ganske nylig var det en familietragedie at have en bøsse i familien, og kvindagtig adfærd var ikke kun latterligt men også skammeligt og sygeligt. I 1923 forbød Højesteret den homoseksuelle forening Nekkab, hvor mænd iklædt kjoler dansede med hinanden – en praksis der ansås for samfundsundergravende, da raske mandfolk risikerede at blive smittet af vanviddet. Frem til 1973 fastholdtes et forbud mod, at mænd dansede med hinanden i offentligheden i Danmark. Queens var i sandhed anset for en svøbe.

Som vi drejer op ad Strøget stamper vi lidt hårdere i jorden, så vores gang bliver en melodisk march. Vi sender vi en kærlig tanke til Dronning Surrova, Nelly Nylon og de øvrige queens fra Bøssernes Befrielses Front. I begyndelsen af halvfjerdserne vendte de vrangen ud på samfundets normer i en humoristisk leg med kønnets koder. De iklædte sig neglelak og lange kjoler, dannede Bøsserup Pigegarde og marcherede ned ad Strøget i trods. Uden dem, deres aktivisme, og deres insisteren på at være til og være synlige var danseforbuddet aldrig blevet ophævet.

Her kommer vi frem til vores tredje læresætning: at queens fordrer åbenhed, uforsagthed, trods og er blottet for undskyldninger og skam. Camp er direkte og konfronterende – et udtryk for mod og kampvilje.

I den dyre ende af strøget, i skyggen af provoernes Storkespringvand og med udsigt til det Christiansborg, som har dannet rammen om kampe, nederlag og sejre for queens, queers og minoriserede grupper gennem de sidste 100 år, sætter vi os ved at cafébord og bestiller en flaske rosé til overpris. For som Chantal bemærker, nyder rigtige queens alt, hvad der er godt i denne verden. Der røg huslejen, siger Lars og griner. Chantal tager en øreclips af, gnider sig på øreflippen, mens hun smager på roséen. Der er dejligt i Dronningernes København, når solen skinner.