Hallen er vores

Der er 2.327 haller i Danmark. Og de – limtræshallerne – er det bankende hjerte i foreningsdanmark. Det er der, vi er. Et lokalt centrum og en fællesskabsmaskine. Malte Tellerup tager os med ind i sin ungdoms håndboldhal og åbner døren til en verden under de blinkende lysstofrør.

I enhver dansk by er der en hal. Vi er dem, der mødes i hallen, for hvem hallen tidligt bliver et andet hjem. Eller lad mig bare sige det helt klart: Hallen er vores. 

Der er et uden for hallen med marker, gårde, huse, lidt skov og langt væk havet. Og så er der et inden for hallen. Et indenfor bag hallens døre med lyde af hvinende gummisåler, bolde der slås mod gulvet, en træners råb, jubel, og hvad ved jeg, med den særlige lugt af hal, der må være en blanding af sved, gammelt træ og hengemthed, og alt dette foregår bag hallens dør, i hallen, der holder alt andet ude. 

Nogle (stadig færre, forstås) har kirken om søndagen, vi har hallen. Vi er en håndboldfamilie, og både bror og jeg træner flere gange om ugen, men det er især søndag. Søndag er haldag, for det er jo sådan: Hele familien skal spille kamp. Bror skal spille før eller efter mig, far skal også spille (i sin klub, den anden klub), nogle gange skal mor også (inden hun stopper, fordi hun jo ikke vil dele klub med far længere), og så tager vi to haller på en søndag. 

Med tiden bliver hallen noget af det mest konstante i min barndom. Vi flytter igen og igen, eller lad mig være præcis: Far flytter tre gange fra jeg er 6 til 18, mor flytter tre gange, jeg skifter skole tre gange, men gennem alle flytningerne bliver vi ved med at komme i hallen. Vi er for eksempel i hallen den aften i ’99, da orkanen kommer til landet, vi står i hallen efter en kamp, sæsonens sidste, eller den sidste af betydning for den samlede stilling, og har vundet kampen og dermed rækken og er blevet fynske mestre (igen). Vi er blevet linet op midt på banen for at få medaljer (diplomer, som vores træner Kim (gætter jeg?) har lavet og lamineret) og guldparykker (helt sikkert Kim! Eller Mette?), og så popper de voksne børnechampagne og sætter Queens We are the Champions på anlægget (altid den sang, tak for den). Flaskerne bliver sendt rundt, der bliver taget billeder af os, og så går strømmen i hele hallen og med den lyset og lyden, og vi står i mørke med parykkerne og de åbne flasker og stilhed. (Kan det virkelig passe, at timingen er så god, eller er det min erindring, der får afstanden mellem de to ting til at skrumpe?). Alle er stille, og så bryder nogen stilheden med et hyl og et grin i mørket, og det er uhyggeligt og hyggeligt på en gang, at vi sammen bliver omfavnet af mørket. De voksne diskuterer, om det er for farligt at bevæge sig ud, og om vi hellere skal blive i hallen natten over, men de bliver enige om, at det er det ikke, så lige så forsigtigt får vi bevæget os mod udgangen, hvor et blegt nødlys lyser op og ud til orkanen, der så rusker og raserer og kaster med blade og grene, og vi holder på vores ting og skynder os ind i bilerne og kører hjem. 

Vi oplever 9/11 i hallen, godt nok ikke til håndbold, men med far i en hal (efter en kamp?), hvor der i en tilstødende hal var bygget bowlingbane (det har man gjort sig lidt i rundt omkring i landet, såkaldte halkomplekser). Far, bror og jeg bowlede altså, da bowlinghallens tv-skærme pludseligt viste billeder af de to tårne, der blev ramt af fly, eksploderede og styrtede sammen. Vi fattede ingenting, bror og jeg, jeg kan bare huske, at far stod og så på den skærm i lang tid med en bowlingkugle i hånden. (Spillede vi så bare videre bagefter? Det gjorde vi nok, jeg gik meget op i at prøve at vinde over far i bowling, men det var svært, for han var god). 

Alligevel er jeg også bange i hallen, jeg er bange for hallens mange øjne, bange for at blive latterliggjort. Jeg kan huske at sidde på stolerækken langs halgulvet inden en træning, jeg har fået nye laksko i blå og sort, og jeg har sprunget rundt i stuen med dem, fordi jeg syntes, de var så flotte. Men da jeg så kommer til hallen, er der nogen, der siger noget om de sko (jeg kan ikke huske hvad), og det næste der sker er, at jeg sidder på stolerækken og prøver at skjule mine fødder under stolene, at jeg sidder og skubber mine ben og dermed fødder så langt tilbage ind under stolen, som det lader sig gøre, for at ingen andre skal se mine nye blå og sorte laksko, og at jeg bliver siddende sådan, i hvad der føles som en evighed, indtil det endelig bliver tid til at springe ind og klæde om til håndboldsko. 

De mange børn, der løber og træner, og dem der er færdige, og dem som skal til at overtage banen efter dem, der træner nu. Der er så mange blikke i hallen, så mange børn. Hallen er tryg, men først når jeg står på banen og er klædt om. Alt ved hallen udspiller sig mellem at blive set på og at være i gang med sin sport. Jeg gruer for at blive set på (når jeg ikke svælger i det, fordi jeg er i gang med min sport og tidligt markerer mig som god til den sport).