Fortiden skaber ikke sig selv

At kvinderne glimrer ved deres fravær i historiebøgerne, kommer nok bag på de færreste. Men hvorfor er det sådan? Og hvorfor er det vigtig at gøre op med? Birgitte Possing går her til kamp for historiens ukronede sejrfruer og verdenskvinder. Fordi dem, der skriver historien, har magten over fremtiden.

Kan viden om historiens oversete kvinder lære os noget i dag og i fremtiden? Det korte svar er nej. Man kan aldrig overføre fortidens erfaringer til nutiden eller fremtiden. Og dog er det lange svar ja. For vi kan lære mange ting, både af de kvinder, der aldrig fik chancen for at bruge deres talenter, og af de talentfulde kvinder, der fik gennemslagskraft i deres samtid, men som er skrevet ud af historien. Alene det at vide, at deres fortidserfaringer faktisk har fandtes, giver os med- og modbilleder af dem. Efterhånden som vi får dem halet ud af fortidens usynliggørelse, ser vi dem i kalejdoskopiske spejle. Det er vigtigt at søge og finde viden om kvinderne og om de strukturer, der stod og stadig står i vejen for fuld ligestilling og repræsentation. Flere barrierer har holdt dem ude af historiebøgerne, men dem kan vi kravle over, når vi ved, at de er bygget af magtfulde skribenter, der ønskede at skrive dem ud. Fordi de var optaget af selv at spejle sig i de mænd, de skrev om.

Kan viden om historiens oversete kvinder lære os noget i dag og i fremtiden? Det korte svar er nej. Man kan aldrig overføre fortidens erfaringer til nutiden eller fremtiden. Og dog er det lange svar ja. For vi kan lære mange ting, både af de kvinder, der aldrig fik chancen for at bruge deres talenter, og af de talentfulde kvinder, der fik gennemslagskraft i deres samtid, men som er skrevet ud af historien. Alene det at vide, at deres fortidserfaringer faktisk har fandtes, giver os med- og modbilleder af dem. Efterhånden som vi får dem halet ud af fortidens usynliggørelse, ser vi dem i kalejdoskopiske spejle. Det er vigtigt at søge og finde viden om kvinderne og om de strukturer, der stod og stadig står i vejen for fuld ligestilling og repræsentation. Flere barrierer har holdt dem ude af historiebøgerne, men dem kan vi kravle over, når vi ved, at de er bygget af magtfulde skribenter, der ønskede at skrive dem ud. Fordi de var optaget af selv at spejle sig i de mænd, de skrev om.

En overskrift her

Vi har ikke længere brug for stereotyper om de to køn. De er digt, ikke dokumentation. Fiktion, ikke fakta. Tro ikke på dem. Fordi det var nemmest, har film-, medie- og historiefolk gennem tiderne fortalt, at historien kun var skabt og båret af store mænd, deres ideer og bedrifter i politik, militær, videnskab, kunst, skole og organisationer. Mens kvinder hele tiden fødte børn, ventede på og/eller så op til mænd. Den slags enøjede og ukomplekse fortællinger er bevidstløst gentaget generation efter generation siden Arild Hvidtfeldts Danmarkskrønike (1595-1603) og A.D. Jørgensens Fyrre fortællinger om Fædrelandets historie (1882) skabte historiefaget og skrev kvinder helt ud af det. Også i vores tid har historikermænd kaldt kvinders historie ‘overflødig’, når vi hentede den frem fra glemslen. Men den går ikke længere, Granberg, som man sagde til den svenske ballonskipper, da han sprang ned på taget af Hofteatret efter en mislykket ballonopstigning.

Fortiden skaber ikke sig selv. Det gør fortællingerne om den. Det er en gammel sandhed, at dem, der har magten, skriver historien. Men sandheden er også, at dem, der skriver historien, får og tager magten over fremtidsforståelsen. Så det er bare med at fortsætte det arbejde, som jeg selv og min generation satte i gang i 1970’erne. Vi gjorde op med forestillingerne om kvinders ikke-betydning og viste, de havde tænkt tidsændrende tanker, haft talent og tvivl, drømme og længsler. Ligeså individuelt, kollektivt og i samme grad som mænd. Men deres historier var skrevet med hvidt blæk på hvidt papir. De skulle findes, mange er nu fundet, og flere myldrer frem nu i en grad, som vi aldrig havde turdet forestille os dengang. Senest har historikeren, dr. phil. Grethe Jacobsen udgivet Magtens kvinder før enevælden. Her viser hun, at 15% af alle lensejere i 14-1500-tallet var kvinder. Det svarer til antallet af borgmestre af hunkøn i Danmark indtil seneste kommunalvalg. Det er flere end det antal koncerndirektør-kvinder, vi har i landet i dag. Historien går ikke kun frem, også tilbage.

De er vigtigt at vide, at vi har en fortid, et kulturelt fundament, der har bestået af en blomstrende og broget mangfoldighed af talentfulde kvinder, fruentimmer, frøkener, fruer, koner og madammer, der har skabt de rødder, vi er vokset ud af. Hvis vi ikke ved dét, bliver vi som fluer i en flaske, der svirrer forvirrede rundt uden ståsted, uden at kunne gøre os nyttige i og præge det fællesskab, vi er en del af. Hvis vi ikke ved, at den socialdemokratiske ledelse selv tvang arbejderkvinder til at nedlægge de 28 fagforeninger, som de havde rejst under industrialiseringen for selv at få løn og gode kår, mister vi viden om, hvad hårdtarbejdende arbejderkvinder med mange børn magtede. Hvis vi ikke ved, at den store brygger J.C. Jacobsen selv fjernede breve og spor efter sin åndeligt jævnbyrdige hustru Laura Jacobsen, fordi hun ikke skulle skygge for hans ære, kender vi ikke baglandskvinders betydning.

Hvis vi ikke ved, at historieskrivning er og giver magt, bliver vi koblet af. Vi kan og må aldrig tage historiefortællinger for givne og evigt gældende. Ligesom vi ikke må tage rettigheder som humanisme, ligestilling eller demokrati for givet, hverken nationalt eller internationalt. Dét har både filosoffen Hannah Arendt og den canadiske forfatter Margaret Atwood mindet os om. Arendt skrev flere værker om, hvordan humanisme hviler på udvikling af den fælles samfundssamtale gennem respekt for individuelle forskelligheder og for jævnbyrdige relationer. Atwood skrev dystopien om Gilead, hvor kvinders rolle er at føde børn, i The Handmaid’s Tale. To generationers historiske detektiver har lært os det samme: Vi kan miste alt, hvis vi ikke kæmper for det. For eksempel er demokrati og fri abort truet, både her og der.

Alligevel har meget ændret sig de seneste år. Der er kommet fokus på magthaveres interesse i at holde kvinder ude, latterlig-, nedgøre eller forgribe sig på dem. Det giver håb og kan sikre en fremtid for kvinder, hvis de kan leve i lige så stor frihed som for mænd. En vild revision af alle fortidsforståelser er i gang inden for arkæologi, historie, litteratur, arkitektur, musik-, kunst- og kulturhistorie. Men det vil møde modstand, for nogen skal afgive deres privilegier. Allevegne, også i historiefortællingerne, kender vi det paradoks, at vi brander os på ligestilling, men ikke har det. Det er godt at vide, for så kan andre end de privilegieblinde tage magten over nye historiefortællinger, sådan at de ukronede dronninger, der har fyldt i fortiden, kan få nyt liv som med- og modbilleder i fremtiden.