Farvel til Nexø

Man lægger ikke bare sin hjemstavn bag sig. Men hvad vil det egentlig sige at komme fra et sted? At længes væk, flytte fra, men altid høre til? Rakel Haslund-Gjerrild skriver om opvækst, sandsten, torskeindustri og om én gang at blive hentet på knallert i den rå kystby på klippeøen.

Jeg husker tydeligt det øjeblik, da jeg for alvor forstod, at min familie nu efter et flere generationer langt forhold endegyldigt havde sagt farvel til Nexø. Min søster og jeg stod på trappestiger med bagoverbøjede nakker og malede loft i det typehus i Pedersker, som vores forældre havde købt kort før min mormor døde, alt imens forældrene kørte frem og tilbage til Nexø for simultant at rydde både mormors værelse på plejehjemmet på Paradisvej og vores barndomshjem, byens gamle købmandsgård, der en overgang også var pinsemenigheden Elim, før medlemmerne blev for få og for gamle, et hjem med døbegrav under stuegulvet og tøjringsringe af støbejern i det sorttjærede bindingsværk. Og for stort til mine forældre nu da alle børnene var flyttet over. Derfor stod vi og malede med tid til at føle og snakke om tabet af både mormor og Nexø hele den uge, det tog at ordne bisættelsen. Fredag fandt jeg mit første grå hår, og lørdag stod vi så pludselig dér, malerplettede og fortumlede, på Nexø Kirkegård, hvor alt stod skarpt som glas af lysende rimfrost, foran det eneste som nu bandt slægten til Nexø — et par gravsten og ingen levende kroppe. 

Det er snart fire år siden. Jeg savner stadig ikke Nexø — denne rå østkystby bygget af sten, fisk og kirker. Til sommer har jeg boet lige så mange år i København som i Nexø, og mens jeg husker hver og et af årene i København som distinkte trappetrin op og frem og kamp for alt, hvad jeg — ungt og uroligt, uroligt — længtes efter, står Nexøtiden anderledes vagt for mig, glider sammen i to dybe, overlappende søer af barndom og teenageår, en sammenfiltret masse af stærke sansninger, som duften af hyld og havn eller den rå lugt af død fisk, rulleskøjternes silkeglid mod værftbetonen, onani i mørket på Sønder Flak, varme klipper, hawaiipizza, én gang at blive hentet på en knallert — kraftige farver, men glimtvist, blandet. Alligevel er dét, jeg er, hvis nogen spørger: »Bornholmer«, og tilføjer så: »fra Nexø«, og først til sidst præciserer jeg, at jeg nu bor i København. 

For man lægger ikke bare Nexø bag sig. Engang lige kommet hjem fra skole opdagede jeg et østtysk par med hævet kamera midt i vores store stue, den gamle menighedssal og købmandsbutik. De troede, de stod i Martin Andersen Nexøs Mindestue. Landets næstmest berømte Andersen blev sammen med familien skibet afsted til Nexø, da han var otte, overfarten betalt af Københavns Kommune i stedet for en ellers berettiget fattigdomsunderstøttelse, og således kom han til at bo et par barndomsår i et noget mindre prangende husmandssted en gade længere nede mod Ferskesø. Siden gjorde han Nexø udødelig i Pelle Erobreren for en hel verden, og alligevel læste vi ham vist aldrig på Nexø Folkeskole, men jeg husker, at man fortalte os — lettere spotsk — at årsagen til, at han tog navn efter byen, var, at bøgerne ikke skulle stå under A i øverste hjørne på boghylderne i boghandlerne, men med økonomisk snilde placeret centralt under N’et. Og det var så dét, jeg fik lært om byens store proletarforfatter. Havde Andersen været fra Svaneke, havde der vel været mindst en festival, en bogbutik og en vinterbadeklub opkaldt efter Ditte Menneskebarns forfatter, flat white på Café Pelle og små skilte med citater fra værkerne opstillet på havnen, men man pynter sig ikke i Nexø. 

Der er meget, man ikke vælger, sin slægt fx, men det er et valg, hvorvidt man præsenterer sig med et Jeg bor i København, eller Jeg kommer fra Bornholm. Man kan altså tage sig et sted at komme fra og vælge retning på sin fortælling og dermed måske blive en anden end sin far, sådan kan vi vel forstå det, når en Andersen vælger sig et Nexø, som et arbejder-adeligt tilnavn. Martin af Nexø. Senere blev den store Nexø da også begravet som en konge med et følge af tusindvis af arbejdere og repræsentanter fra hele den socialistiske og kommunistiske verden og lagt under en massiv sten på Assistens Kirkegård et spytkast fra den anden store Andersen, mens hans egen far, stenhugger, brolægger og dranker Hans Andersen, kun findes som en brosten med de indridsede initialer H.A. nedlagt i Nexø torv. 

Sten. Mine forfædre var også stenhuggere, men baptister og fattigsvenskere, der slog rod på klippeøen i Østersøen for at hugge sig vej til et udkomme, en sten at leve på. Og det er den anden historie om Nexø. Mange kender nok den senere fortælling om torsken, men engang var byens rigdom sten. Udskibningssted for sand og sten, granit selvfølgelig, men særligt den rosarødt glødende Nexøsandsten, brugt til Frederiksstaden og Frihedsstøtten, brudt af kloge, men af fattigdom nedbrudte mænd som H.A.. Og så drak man. Med mindre man altså tilhørte kirkerne, som i min slægt, hvor man var afholdende og tålmodigt udholdende. Vores overleverede beskrivelse af vedholdenhed: at bruge sin eneste ugentlige fridag på at stå endda endnu tidligere op end i den slidsomme hverdag for at gå de mange, mange støvede eller våde kilometer til nærmeste baptistkirke, ja, at vandre på bare tæer helt op til kirkeporten for ikke at slide for hårdt på skoene. 

For i Nexø overlever man, dør og genopstår. Det slider på ethvert fjæs at kæmpe så hårdt, og byen er grimmere end de fleste andre kystbyer på øen, sønderbombet og genopbygget med, hvad man nu havde til rådighed. Af byens 900 huse blev 856 beskadiget under bombardementet, mens resten af landet jublede over befrielsen. På det altså således lidt grimme torv står et springvand med byens fortælling som et årstalsdigt skrevet rundt om det sekskantede bassin:

1346: Nexø blev købstad, 
1510: Nedbrændt af Lybækkerne, 
1645: Udplyndret af svenskerne, 
1879: Stor havneudvidelse, 
1945: Luftbombet af russerne, 
1946: Skænket af Sparekassen. 

Er man afhængig af mæcener, må man jo leve med deres krav på det sidste ord, men Sparekassen burde have ladet den sjette stenflade stå ubeskrevet til Nexøs seneste store passionsdrama, torsken. Ved Ferskesøs udløb i jollehavnen finder man en gammel gangbro — engang en slags sindrigt konstrueret hæve-sænkebro opfundet af min oldefar, smeden i byen, til Nexø havn, men derangeret til sø-bro efter udvidelserne af havnen — jeg ved ikke under hvilken, der er foretaget mindst ti store udvidelser af havnen, den seneste blot et par før jeg blev født. En kolossal havn, der strækker sig længere end byen selv, men som nu godt fyrre år efter sidste udvidelse står tom. Sidste år tog 26 ud af de 27 sidste aktive fiskere på Bornholm imod ophugningsstøtte, og med det sagde man farvel til et erhverv, som engang var øens største. Dette mit barndomslandskab, min mors, min mormors, min oldemors havne-uendelighed af fisk, måger og konfettifarvede kuttere i flere lag parat til dagligt at strøs rundhåndet ud over Østersøen — torskeskæl og isterninger og fiskekasse-tårne — er forsvundet. Stadig måger, men færre. Det er årevis siden, de udskårne bogstaver Nexø Trawl blev fjernet fra den store lagerbygning centralt på havnen, men skidtet er overraskende standhaftigt, og der står stadig Nexø Trawl skrevet i snavs og støv på muren. 

Så hvordan bor Nexø i mig efter afskeden? Små ting: fx som en instinktiv modvilje, nedarvet gennem generationer, når jeg møder en Svanekebo — snobber synger mit Nexø-blod, selvom jeg egentlig føler mig mere hjemme dér i det bornholmske stykke Vesterbro. Eller at jeg efter mere end tolv år i København stadig finder de små nuttede hættemåger i parkerne latterlige, men føler mig hjemme så snart jeg hører ru skrig fra en sølvmåge. Alligevel ser jeg aldrig på huse i Nexø, når jeg rammes af ø-længsel og går på boligsiden.com, og dét er vel det mest københavnske ved mig: At jeg drømmer om et hus vendt mod havet med en udsigt, som få på øen har råd til, eller andre gange om et skovbrynshus i Paradis- og Helvedesbakkerne — bare langt væk fra alting — hvilket snarere er et udtryk for en trang til at befries for Frederikssundsvejs og Nørrebrogades konstante trafikale nervepres, flugt altså, mens den næsten fortrængte bornholmer i mig inderst inde godt ved, at den dag jeg virkelig mener det og ikke længere bare drømmer, så bliver det nok alligevel Nexø. Denne både storslåede og forslåede by, der har rejst sig fra ruinerne igen og igen, på kajen hvor BAF-siloerne, Nexøs enorme betonkatedral, lyses op af lilla neon om natten, og som nu atter fornyer sig med glaskunst og keramik i det gamle benmelspakhus, skatecenter i værftet, café ved den gamle kornvægt og med restaurant i afgangshallen for Polensfærgen — selv Nexø Folkeskole har skiftet navn til Paradisbakkeskolen. En sejlivet by, der gennem historien skiftevis har slået for stort ud med hånden for derefter hidsigt at dukke nakken, før man atter gik på den igen. En by, som er for grim til at være attraktiv, men som man alligevel ikke kan slippe igen, som det faktum at jeg stadig præsenterer mig med: »Jeg er egentlig bornholmer – fra Nexø, hvis du kender den by?«