Dronningerækken genbesøgt

Du kan formentlig kongerækken. Gorm, Erik, Valdemar og alle de andre. Den tredje, den fjerde, den gode og den gamle. Men kan du din dronningerække? Cecilie Nielsen og Emma Rønberg Paaske giver her deres bud på danmarkshistoriens mest bemærkelsesværdige og badass dronninger. 

Cecilie:  Jeg tænker, vi godt kan blive enige om, at der trods alt er én, der lyser lidt kraftigere end de andre. Margrete 1! Hun er satme sej. Der er måske lidt mistænkelig mange dødsfald på hendes vej til magten, men så skal jeg ellers lige love for, at hun sætter et aftryk på historien med Kalmarunionen. Vi rammer vel sådan set internationale standarder for magtfulde kvinder med hende, gør vi ikke? 

Emma:  Jo! Hun var jo et diplomatisk geni! Ingen over, ingen under. At Norden blev samlet var jo på mange måder hendes fortjeneste. Og var hun så i virkeligheden heldig eller uheldig med alle de døde mænd? Men selvom Margrete 1 eller Valdemarsdatter lyser klarest, er der jo også en lang række andre bad ass dronninger, der arbejdede hårdt for at tilkæmpe sig magten. Måske mere i kulisserne? Og måske bare mindre historisk belyst? Personligt synes jeg jo, at når nu vi taler om Margrete Valdemarsdatter, så må vi også tale om Margrete Sambiria – eller Sorte Grete eller Margrete Sprænghest, som hun også blev kaldt. I virkeligheden gemmer Middelalderen på nogle vanvittigt seje kvinder, der på ingen måde stod tilbage for mændene.

Cecilie: Haha! Sorte Grethe – en af dine favoritter. Det vanvittige med alle de her kvinder er jo egentlig, hvor styrende deres køn bliver for deres liv. Her mener jeg særligt deres evne til at få børn – og om de overlever fødslerne. Det er den kønnede skæbne, der definerer en stor del af dronningernes historier. Og de få særligt dygtige – eller heldige – formår til dels at række udover den og nærme sig magten og den politiske indflydelse. 

Emma: Jamen, hvis man kunne få en mandlig arving, så var man jo også sikret en plads i spillet om tronen. Selv hvis drengen kun var et par måneder, lykkedes det nogen at regere som stedfortræder, indtil drengen blev myndig. I den tid kan man, som både Margrete 1. eller Margrete Sambiria, nå at designe sit eget hof og alliere sig med de rigtige, således at man reelt kan få mere magt og fastholde den – også når drengen bliver myndig.

Cecilie: Og når nu vi taler om at skabe reelle politiske forandringer, er der flere faktisk flere man kunne pege på. Margrete Sprænghest (Sorte Grete) står jo som et virkelig interessant eksempel på en kvinde, der prøvede at ændre verden, da hun allerede i 1263 forsøgte at få indført kvindelig arvefølge. Det er satme en god historie – også selvom jeg godt ved, at den historiske kontekst ikke holder til den helt hårde feministiske tolkning, man måske kunne ønske sig.

Emma: Dét er jo grunden til, at jeg synes, at Margrete Sprænghest burde være lige så stor i vores historiske hukommelse som Margrete 1. Og hun var jo ret tæt på at lykkedes med det. Og nej, vi skal nok ikke tænke hende som feminist, men snarere som en, der ønsker sin egen arv (og afkom) sikret i fremtiden. Men det er jo voldsomt interessant, at hun rent faktisk ser sine børn – uanset køn – som værdige til at overtage magten.

Cecilie: Og vi ved faktisk med sikkerhed, at Margrete Sprænghest har blandet sig i storpolitik og endda udvekslet breve med Paven! Paven der måske var der vigtigste overhoved i Middelalderen. Vi har brudstykker af en korrespondance mellem de to tilbage – jeg forstår faktisk ikke, hvorfor der ikke er blevet forsket mere i det.

Emma: Jeg hører måske lidt til en af dem, der mener, at Margrete Sprænghest i lige så høj grad var regent som Margrete 1.  Både fordi de begge regerede på vegne af deres sønner, men også fordi de begge forsøgte at gøre noget helt umuligt. Den ene ville indføre kvindelig arvefølge (det lykkedes ikke) og den anden ville samle et konkliftpræget norden (det lykkedes). Vi har ikke noget håndgribeligt – altså bortset fra brevene – fra Margrete Sprænghest, som vi kan se på eller røre ved. Vi har kun de knap så flatterende tilnavne. Sorte Grethe lyder som en heks. Og Sprænghest referer jo til at Margrete red en hest i stykker! Men jeg synes i langt højere grad, at vi burde tale om de to kvinder som ligeværdige.  

Cecilie: Jeg er fuldstændig enig med dig mht. Sprænghesten (surprise!). Hun er den rigtige første kvindelige regent i Danmark. Og på den måde så burde den siddende Dronning Margrethe jo slet ikke hedde den anden, men den tredje. Den første bliver dermed den anden, så Sprænghesten kan få sin rigtige og retmæssige plads i historien! Nå, men hvem synes du ellers fortjener mere spalteplads i historiebøgerne? Har du en overset favorit?

Emma: Emma af Normandiet! Hun er jo så vild. Så meget et magtmenneske. Hun er en af mine favoritter – og ikke kun fordi hun hedder Emma. Jeg er i øvrigt altid forbavset over, hvor meget der står om hende på engelsk, og hvor vigtig hun er for engelsk historie. Hvorfor har vi fokuseret SÅ meget på Knud Den Store og så lidt på Emma her i Danmark?

Cecilie: Der er klart en anden historietradition i England, men er det hele årsagen? Når vi tænker på royale magtkvinder, så er de meget nemme at finde i engelsk historieskrivning. Og de har endda et navn: She-Wolves. 

Emma: Nå men, Emma kom fra en vældig indflydelsesrig familie i Normandiet. Hun blev dronning af England ato omgange via ægteskab, og hun formåede reelt set at regere landet og sørge for sin familie. Det lyder jo smukt, men det var utrolig rodet og højspændt – og fuld af svigt. Emma fik fem børn. Tre med den engelske konge Ethelred. Og to med Knud. De tre første efterlod hun i Normandiet, da hun skulle ”sondere terrænet i England” (eller måske snarere se om hun kunne få fingre i Knud). Knap så empatisk. Men ganske smart i forhold til at komme tættere på magten. Det hele ender dog i tumult og sågar et dødsfald. For at redde sin egen og sine børns røv og renommé, skrev hun ’Encomium Emmae Reginae’. En bog der i bund og grund handler om, hvorfor Emma og hendes familie reelt er de bedste. Ret vildt at gøre omkring år 1000 – og fordi hun udgiver den bog, er hun faktisk den første middelalderlige dronning, vi har et samtidigt portræt af. Flere kilder peger på, at hun konstant øgede sin magt og tilstedeværelse ved vigtige møder – og at det især var under Knud den Store, at hendes karriere tog fart. Det gør det jo sådan set bare endnu mere underligt, at hun er så underbelyst herhjemme.

Cecilie: Ja, den historie er nemlig ret fed. Og det der med kvinders plads i historien, ikke? På mange måder er den manglende kvindelige repræsentation i historien også et resultat af, hvornår historiefaget opstår i sin moderne form. Jeg mener, det er den fantastiske danske historiker Grethe Jacobsen, der et sted har beskrevet, hvordan 1800-tallets historikere slet ikke kan finde ud af at håndtere kilderne på de kvinder, der helt tydeligt har haft magt gennem tiden – simpelthen fordi kvindeidealet i 1800-tallet er meget ’ufrit’. Men når vi er helt nede i den her periode – så er vi altså også nødt til at nævne en af mine yndlings: Thyra!

Emma: Ah Thyra. Hun er fascinerende. Altså både hende som person – men også myterne om hende. Alene romantiseringen, der var af hende i 1800-tallet, er jo interessant i forhold til vores nationalforståelse; Moder Danmark – den perfekte vikingedronning, der passer på os alle sammen. Jeg har altid set hende som den kvindelige pendant til Holger Danske.  

Altså hun er på en eller anden måde moderen til alle forestillinger om den perfekte magtfulde kvinde. Det er fandme svært at leve op til!  

Cecilie: Jeg er så vild med, at forkserne har genoptaget nysgerrigheden i forhold til at se på, hvilken betydning Thyra egentlig havde for det, vi i dag kalder Danmark. Var hun i virkeligheden vigtigere end Gorm Den Gamle? Er hun i virkeligheden vores stammoder? I så fald taler vi jo om, at kongerækken faktisk er dronningerækken. Den starter jo med en dronning. Jeg glæder mig sindssygt meget til, at der kommer mere forskning på området! Og jeg elsker, at der er flere teorier og tanker om, hvor det kan ende henne.

Emma:  Det fede er jo, at forskning om dronninger ikke “bare” er magthistorie eller royal historie. Det er i lige så høj grad fortællingen om, hvordan vi har betragtet og vurderet kvinden gennem tiden. Fra vikingetiden til middelalderen hen over renæssancen – hvor royale kvinder bestemt ikke lå under for manden. Og så videre ind i oplysningstiden og romantikken, hvor den royale kvindes rolle ændrer sig – og 1800-talshistorikerne sågar forsøger at gøre fortidens magtfulde kvinder mindre betydelige. Og så til nu, hvor vi igen tager et kritisk blik på hvad vi “ved”, og hvordan vi bedst skriver historie.