Din usynlige kollega

Arbejdsmarkedet kalder på løsningsorienterede ledere med teamspirit og agile mindsets. Men er det muligt at finde et job, hvor man kan hæve sin løn uden at lave noget? Et job uden ambitioner og kollegiale forpligtelser, men med forsvindingspotentiale? Tag med Oliver Stilling på jagt efter hans nye, usynlige drømmejob. 

Inden jeg mistede tålmodigheden med chefer og besluttede mig for at tage en pause på ubestemt tid fra arbejdspladser med flere end fem-seks medarbejdere, fantaserede jeg om en særlig type job, som man stort set ikke hører om mere. Det er jobs med fuld løn, hvor den ansatte ingenting laver. Her mener jeg ikke ingenting som i: »Birthe er luddoven, hun laver ikke noget!« Nej, jeg mener det bogstaveligt. Jobs, der går under radaren i organisationen, eller hvis funktioner på en eller anden måde er blevet glemt af ledelsen, således at den person, der er ansat til at varetage jobbet, ikke behøver foretage sig andet end at møde op og få tiden til at gå indtil fyraften. Dag ud og dag ind. I visse tilfælde kræver det måske en lille smule skuespil. Evnen til at virke travl.

Jeg læste engang i en tysk avis om en mand, der forrettede tjeneste i sådan et job. Det var en administrativ stilling på en statslig arbejdsplads i byen Menden i delstaten Nordrhein-Westfalen. Arbejdspladsen havde været gennem talrige omstruktureringer, og for hver gang var manden og hans job gledet en smule mere ud af ledelsens bevidsthed – indtil han en dag var blevet helt glemt. Sådan gik der 14 år. Da han i 2012 fyldte 65 år og havde sidste arbejdsdag, kunne han ikke lade være med at sende en afskedsmail ud til sine 500 kolleger: »Siden 1998 har jeg været til stede uden at være der«, skrev han. »Så jeg går altså på pension med den bedst mulige forberedelse.« Nogen lækkede mailen til pressen, og Mendens borgmester gav udtryk for vrede og skuffelse, men den 65-årige blev hverken mødt af sanktioner eller repressalier. Man undlod dog at genbesætte hans stilling. 

Jeg har i den seneste tid studeret stillingsopslag hos jobportalen Jobindex for at se, om jeg kunne finde en position på arbejdsmarkedet med et lignende udviklingspotentiale (hvis du forstår, hvad jeg mener). Hvis en medarbejder skal kunne ‘implodere’, forsvinde, gør sig usynlig, i en virksomhed uden at miste sit job, skal en række kriterier være opfyldt.  

For det første bør det være en rimelig stor virksomhed. For det andet må den gerne have været genstand for turbulente og meningsløse personalemæssige omkalfatringer. For det tredje skal man som medarbejder være både blottet for ambitioner og tålmodig; det kan tage år at kultivere en given stillings funktioner til et decideret nulpunkt og samtidig afvænne sin foresatte fra at efterspørge afrapporteringer og afvikle den årlige medarbejderudviklingssamtale, som i sagens natur vil kunne afsløre en.  

Hvis man gør sig forhåbninger om at kunne slippe for at lave noget som helst på sin arbejdsplads og stadig hæve en fuld løn, er det desuden absolut imperativt, at man ikke selv har noget personaleansvar. Der findes næppe noget mere tidskrævende end at lægge vagtplaner og sidde om morgenen og tage imod telefonopkald om sygefravær. Personaleansvar er en tidsrøver, en stille dræber. I det interne hierarki bør man være mindst to niveauer under den person, der sidder med personaleansvaret. 

Derfor veg jeg uden om jobs, der havde »leder«, »director« og »manager« i titlen. Nej tak til »Mining & Quality Manager« i Fur, »Account Manager« i Silkeborg og »Shift Supervisor (Major Incident Manager)« i København N. En jobtitel, der kan oversættes til noget med »kæmpe hændelse«, smager lidt for meget af en strabadserende hverdag. Det svimlede for mig bare af at læse det. Et firma skulle bruge en »fagligt dygtig, løsningsorienteret leder«, der kunne »gå forrest, når det gælder om at styre, forstå og håndtere det specialiserede faglige område, og som selv kan bidrage til sagsløsning med faglig indsigt, sags- og procesforståelse.« Det var alt for fagligt for mig. 

Når der stod »agilt mindset« læste jeg det som at stå i lort til halsen. »Er du passioneret for at fjerne bøvl i hverdagen for kolleger og brænder du samtidig for at udvikle og implementere innovative IT-løsninger? Så kig med her!« Nej tak! Beskrivelsen af jobbet som »økonomihaj« (Business Controller) i Forsvarskommandoens Økonomidivision på Flyvestation Karup, hvor jeg kunne regne med »en stejl læringskurve« og »jord under neglene« i forbindelse med planlægningen og den praktiske udførelse af budgetprocessen for 2025, fyldte mig med ængstelse. 

Jeg trawlede vel gennem 300 jobopslag ud af godt 17.000 i hele Danmark. For 10 år siden kunne man næsten ikke finde et jobopslag, som ikke stillede krav om, at ansøgeren var »resilient«, hvilket Den Danske Ordbog opgiver til »i stand til at håndtere en kritisk eller truende situation og komme uskadt eller styrket igennem den.« Det var på grænsen til diskriminerende. Man skulle være modstandsdygtig, kunne stå model til lidt af hvert – formentlig også at blive drevet rundt i manegen af lunefulde talentløse ledere uden at begynde at hænge med mulen og sprede dårlig stemning – sådan oversatte jeg det i hvert fald.  

Jeg så jobs med fremtidsmuligheder. Region Hovedstaden havde en ledig stilling som »Storage Platform Engineer.« Jeg vidste ikke helt, hvad det betød, ud over at det havde noget med IT at gøre. Det, der ifølge opslaget var brug for, var »en ny kollega«, der kunne »nikke genkendende til beskrivelsen af en, der arbejder proaktivt, struktureret, team- og udviklingsorienteret og som har et godt øje på automatisering.« Hvis man skal lave et job for sig selv med forsvindingspotentiale, kræver det vel netop, at man er i stand til at skabe en form for automatisering, så kollegernes arbejdsgange i organisationen glider umærkeligt uden om ens arbejdsstation eller kontor, hvis man er så heldig at have sådan et. Det handler om ikke bare at mindske friktion med andre mennesker, men simpelthen eliminere ethvert tilløb til det. Friktion er lig med synlighed. 

En af de største hurdler i forhold til drømmen om det, vi kan kalde den arbejdsløse fastansættelse, er, at der i landets jobopslag er kommet større fokus på fællesskab og sammenhold på arbejdspladsen. En stilling som indkøbskoordinator i Aabenraa lød spændende, indtil jeg kunne læse, at jeg ville blive »en del af et team, hvor det er vigtigt, at vi har det sjovt på arbejdet, og at vi går op i hinandens velvære.« I et andet job et andet sted i landet var der behov for »en imødekommende holdspiller, der bidrager til den gode energi i teamet og tager udfordringer med godt humør.« En arbejdsplads i København lokkede med, at jeg kunne blive »en del af et team på seks sjove og skøre kolleger.« »Vi er meget sociale«, stod der videre, »og nok også lidt småtossede.« Jeg kan berolige med, at opslaget hverken kom fra en tandlægeklinik eller Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, der leverer IT-løsninger til Skattestyrelsen (selv om man måske godt kunne tro det). 

Som du måske kan fornemme, lykkedes missionen ikke. Jeg er samme sted, som jeg startede – helt uden for tid og sted og uden kolleger og fastansættelse. Helt op til deadline for denne tekst legede jeg dog med tanken om at søge et job hos Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur. Jeg skulle arbejde med »mobilt præcisionsnivellement« med »hele Danmark som arbejdsplads.« Opslaget spurgte, om jeg arbejdede selvstændigt og trivedes på landevejen. Det kunne jeg kun bekræfte. Men så: »Vi lægger vægt på, at du indgår socialt med dine kollegaer og bidrager med at få opmålingsteamets dagligdag til at fungere optimalt.« Suk.