Det danske sprog er en renskuret, københavnsk nyhedsoplæser

Dialekter er gået fra at være lokale identitetsmarkører til stereotyp­­iserende satiriske krydderier i mainstreammedier. Men tager vi ikke vores dialekter alvorligt, tager vi livet af dem. Sådan siger sprogforsker Pia Quist, der her har talt med Sofie Hviid.

Nogle af mine bedste barndomsminder er på jysk. Nærmere bestemt på den dialekt, de taler ved Thyholm. Der, hvor man siger tøws i stedet for mener og trækker vokalerne så lange, at lørdag let bliver til løøøøøøørdag. Dialekten minder mig om lange, solrige sommerdage i min families sommerhus. Men derudover er det småt med lyden af dialekter omkring mig. Den oplevelse er jeg langt fra alene med, fortæller professor i sociolingvistik Pia Quist, der til dagligt sidder på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet. 

Pia Quist forsker i dialekter, og i hvilken betydning de har for os som mennesker og samfund. Dialekter og sproglige variationer handler ikke bare om, hvordan vi taler. De handler i lige så høj grad om, hvordan vi møder og behandler hinanden på baggrund af den måde, vi taler på, fortæller Pia Quist. Ofte reagerer vi her i landet nemlig ret kraftigt på sprog, der afviger fra det, vi er mest vant til at høre – nemlig rigsdansk. 

I den forbindelse er danskere et lidt særligt folkefærd. Vi har nemlig en ret lav tolerance over for sprog, der ikke lyder, som vi mener, det bør. Vi kan sågar finde på at rette på andre, der ikke udtaler ordene “rigtigt”. I Storbritannien eller USA ville det være utænkeligt og enormt uhøfligt, da man er vant til at høre det engelske sprog i mange variationer. Og den snævre sproglige velvilje er faktisk en del af forklaringen på, at der er så få dialekter omkring os i dag. 

Ifølge forskningen begynder unge, der vokser op på landet, at nedtone deres dialekt, så snart de ved, at de fx skal på gymnasiet i en større by. Deres forestillinger om, hvor og hvem de skal tale med i fremtiden, er simpelthen afgørende for deres sprogvalg her og nu. 

Den tendens bliver kun tydeligere, jo længere tid de befinder sig i uddannelsessystemet – og jo nærmere de kommer de store byer som Aarhus og særligt København. Og det bør vi tage ret alvorligt, hvis vi gerne vil være et samfund, hvor alle har lige muligheder, mener Pia Quist: »Masser af dialekttalende danskere oplever, at hvis de skal tages alvorligt på deres uddannelsessted, i politik eller i bestemte virksomheder, så skal de lægge dialekten fra sig. De oplever med andre ord, at de ikke bliver taget alvorligt i samfundet med det sprog, de kommer med.« 

En af forklaringerne på, at mennesker med dialekt vælger at nedtone den, er de stereotype forestillinger, vi kulturelt set knytter til bestemte dialekter. Undersøgelser viser sågar, at vi i høj grad opfatter mennesker med dialekt som mindre ambitiøse og mindre intelligente, fortæller Pia Quist. »Når vi møder nogen, der taler en lokal dialekt, hører vi det ofte som bondsk og tilbagestående. Og her spiller medierne helt sikkert en rolle. Møder vi dialekter i medierne, er det oftest i sammenhænge, hvor vi skal grine af det fx i satireprogrammer. Når der kommer en person på skærmen, som taler dialekt, er det typisk meningen, vi skal klaske os på lårene af grin. Hvorimod sproget i seriøse sammenhænge som nyhedsoplæsning eller politiske debatter som regel er renset for dialekt.« 

Gennem 1900-tallet er der blevet tyndet grundigt ud i de traditionelle dialekter. De er dog ikke helt forsvundet, men bruges i dag på andre og nye måder end tidligere, forklarer Pia Quist. De fleste steder bruges dialekter ikke længere som hverdagssprog. Nogle steder dyrkes de i stedet i dialektforeninger, hvor folk mødes over kaffe og kage i forsamlingshuset og hylder de gamle dialekter. 

»Dialekter er for nogle danskere blevet noget, man behandler lidt som folkedragter. Samtidig kan vi se, at det for andre stadigvæk er vigtigt for at signalere forskelle rent sprogligt mellem grupper i samfundet,« siger hun og fortsætter: »Det er spændende at se, at i en tid med globalisering og sproglig ensretning bliver dialekterne alligevel ved med at have en position og være attraktive for nogle sprogbrugere. De har en social og symbolsk værdi, som man stadigvæk holder fast i forskellige steder i samfundet.« 

En tendens, som dialektforskere eksempelvis har lagt mærke til, er, at unge mandlige håndværkere i nogle landområder taler med stærkere dialekt end deres jævnaldrende – sågar stærkere end generationerne før dem. Det er et godt eksempel på, at dialekter har en funktion i forhold til at signalere lokale tilhørsforhold, forklarer Pia Quist. »Vi skal undersøge det nærmere, men det virker som om, at de her unge mænd taler mere dialekt end deres forældre. Og derfor har vi en formodning om, at dialekten bliver en form for værdi eller en måde at være mere lokalt forankret på i deres identitet.« 

Selvom de danske dialekters storhedstid formentlig er forbi, tror Pia Quist på, at dialekter også vil have en plads i vores samfund om 50 år. De vil leve videre i andre former og bestå som kulturelle og sociale markører, vi kan tage frem og pynte os med til særlige lejligheder. 

Hun mener heller ikke, at vi skal bevare dialekter for dialekternes skyld. Vigtigere er det, at vi har respekt for, at vi ikke taler ens alle sammen: »Jeg mener, at det er vigtigt, at vi rummer sproglig forskellighed helt generelt. Fordi det handler om mennesker, og mennesker er bare enormt forskellige. At ensrette menneskers talesprog er at ensrette mennesker, og det bryder jeg mig ikke om. Vi er heldigvis forskellige, og det skal der være plads til – også i vores sprog.«