Arbejdets forandringskraft

Det er ikke lukrative aktieinvesteringer eller forældrekøb, der skaber værdi for samfundet. Det er arbejdet og dem, der arbejder. Kaare Dybvad Bek kom sidste efterår i modvind for at kritisere den lunkne, danske arbejdsmoral. Men han insisterer på, at vi skal udvikle og ikke afvikle vores arbejdsliv. 

Den østrigske filosof G. W. F. Hegel skriver i sit hovedværk ’Åndens fænomenologi’ om forholdet mellem en herre og en slave. Herren er selvsagt den stærke part, som har gennemtvunget sin magt over slaven, der er nødsaget til at udføre arbejdet, mens herren kan nyde frugterne af det. 

Men med tiden forandrer forholdet sig mellem dem. Det er slaven, der bearbejder den fysiske verden og går i stofskifte med naturen. Det er slaven, der er i stand til at skabe de forandringer, som herren beder om. Og herren ender med at blive afhængig af slaven for at kunne klare sig, mens slaven omvendt ikke er afhængig af herren.  

I Danmark var det engang sådan, at herremændene sad på deres godser og udstak ordrer til de fæstebønder, der levede som slaver. Men i midten af 1800-tallet fandt bønderne ud af, at det var dem, der udførte det arbejde, som herremændene blev fede af. Derfor stiftede de højskoler, der gav dem almen dannelse og indsigt i deres rolle i samfundet, og de stiftede skytteforeninger, der kunne bruges, hvis man ikke demokratisk fik overdraget magten. 

Nogle årtier senere sad industri-herremændene i de voksende byer og udstak ordrer til fattige arbejdere, der levede på sultegrænsen. Men også her fandt de trællende ud af, at de havde magten til at skabe forandring. Så de stiftede fagforeninger og politiske foreninger, der tvang industri-herremændene til at give dem rettigheder. Også her gjaldt det, at herren havde mere brug for slaven end omvendt.  

I 1930’erne sad repræsentanterne for de bemægtigede bønder og de bemægtigede arbejdere og lavede skitserne til arbejdets samfund. Et samfund, der skulle indrettes efter de arbejdende og derfor krævede store omvæltninger: Fælles sundhedsvæsen, daginstitutioner, ordentlige skoler og bedre boliger. Alt det, som senere blev kendt som vores velfærdssamfund. 

Min bog fra efteråret 2023 var en konstatering af den arv: At vi ikke kan have et velfærdssamfund, hvis vi ikke opretholder den arbejdsetik, som ligger bag. Men også, at dem, der udfører arbejdet, også er de, der får magten til at forandre vores samfund. Hvis vi i stedet sidder og tæller pengene efter lukrative aktieinvesteringer eller forældrekøb i boliger, så skaber vi ingen værdi for samfundet, og vi mister hver især evnen til at skabe forandring. 

Det er ikke så kontroversielt, som det lyder for nogle. B.T. spurgte i en meningsmåling i oktober 2023 danskerne, om de var enige i Mette Frederiksens synspunkt: »Alle, der kan arbejde, skal arbejde. Hvis ikke vi holder fast i vores stærke arbejdsmoral, så holder vores velfærdsmodel ikke.« 65 % var enige, 18 % var uenige.  

Alligevel ledte mit og statsministerens synspunkt til en stor debat, hvor en række fremtrædende stemmer var fundamentalt uenige. For dem var arbejdet et hamsterhjul, som gjorde folk syge og pressede familierne. Mange pointerede, at hvis man eksempelvis forebyggede stress bedre, ville der være mange penge at spare. 

Stress er en lidelse, som vi gør klogt i at tage meget alvorligt. Når Sundhedsstyrelsen i Den Nationale Sundhedsprofil spørger 180.000 danskere om deres sundhedstilstand, er der stadig flere, der svarer, at de oplever stress. Men det står ikke klart, at det er folks arbejde, der gør dem stressede. Tværtimod var det sådan, at der kun var 23 % af de beskæftigede, der havde en høj stress-score, mens det gjaldt for 47 % af de arbejdsløse og 55 % af førtidspensionisterne.  
 
Måske er det stadig mere stressende at mangle penge, end at have et job med høje krav og høj løn, også selvom det er sjældnere, vi hører om det i medierne? Folk med lang videregående uddannelse er langt mindre stressede end folk med kortere uddannelse, ligesom folk, der er gift, er langt mindre stressede end folk, der lever alene. Alligevel er det som oftest børnefamilier med akademisk baggrund, vi ser som casepersoner i medierne.  
 
Jeg siger ikke, at vi i den øvre middelklasse ser vores egne problemer først, eller at debatten kun bliver ført her. Men blot, at det for en meget stor del af befolkningen slet ikke er en økonomisk mulighed at gå ned i tid eller helt stoppe med at arbejde. Fagbevægelsens Hovedorganisation opgjorde i maj 2024, at 60.000 arbejdstagere gerne ville arbejde mere, men ikke havde muligheden på deres arbejdsplads.  
 
Tænk hvis de alle sammen kunne få lov at tage en vagt mere, mens nogle af børnefamilierne kunne slippe lidt før? På LEGO i Billund har man taget initiativ til, at medarbejderne kan gå op og ned i tid, så man tilpasser sig bedre til den enkeltes situation. I mange overenskomster har man allerede fritvalgsordninger, hvor nogle grupper kan få fridage i stedet for løn. Hvorfor ikke gå længere ned ad den vej? Ønsket om fleksibilitet er en naturlov, som vi må indrette vores arbejdsmarked efter.  
 
Vi oplever nye problemer i vores liv, som man ikke har oplevet før. Men vi retter bager for smed, hvis vi gør vores arbejde til skurken. Det er altid det, der har givet os mulighed for at skabe forandringer i vores samfund. Nu skal vi bruge den forandringskraft til at gøre det bedre og mere fleksibelt for det store flertal på arbejdsmarkedet.