Breaking Festival: Leonard Cohen

 

Lyrikeren, levemanden, legenden Leonard Cohens død gav anledning til et helt særligt hyldestarrangement på VEGA. Mandag d. 21. november inviterede VEGA inden for og gav København mulighed for at mødes og mindes manden, der bevæbnet med spansk guitar og blød baryton satte ord på længslen og liderligheden, ensomheden og melankolien, håbet, troen og tvivlen. Aftenens program bød blandt andetNiels Skousen, Bo Green Jensen, Katinka og Anders Dohn. Ord, musik, digte, tårer og rødvin. 

 

So long, Cohen

Siden sangeren Leonard Cohens død blev offentliggjort, er de sociale medier svømmet over i kærlighedserklæringer til den garvede gigant. Én af vor tids største kunstnere er gået bort. Derfor ryddede den historiske festival Golden Days fladen og markerede denne skelsættende begivenhed med en ekstraordinær mindeaften på spillestedet VEGA. Konceptet kaldes Breaking Festival.

Hyldesten bød på musikalske indslag, refleksioner, tårer og rødvin. Musiker Niels Skousen, forfatter og kritiker Bo Green Jensen, journalist og radiovært Anders Dohn samt bandet Katinka gav i samtale med moderator og musikjournalist, Jonas Kleinschmidt, hvert deres bud på den teksttunge trubadurs egenart og ikoniske status. For Leonard Cohen var om nogen med til at sætte ord og lyd på sin tid.

 

Afsked med mané

Direktør for Golden Days, Svante Lindeburg fortæller: ”Cohen er nok mest kendt som ét af musikkens fyrtårne, men det er også hans ord, han skal huskes for. Han var en eminent tekstsmed, der med få præcise sætninger evnede at sætte ord på lyset og mørket på en elegant og aldrig klichetynget facon. På mandag dyrker vi derfor musikken, men også poesien og ordene. I respekt og i kærlighed.”

Leonard Cohens kunstneriske aftryk samler mange generationer og har inspireret talrige danske musikere og forfattere. Fra Mads Langer, Nikolaj Nørlund og Niels Skousen til Jørgen Leth, Pia Tafdrup og Bo Green Jensen. Nogle af dem var til stede til mindeaftenen på VEGA, og spillede og talte for en stopfyldt sal af Cohen-fans.